Forlag: FRIKTION | Udgivelsesdato: 5. september 2016
Det er ikke for at sige, at alt flirt og forførelse foregår i gråzoner, hvor rigtigt og forkert er umuligt at skelne mellem. Det er heller ikke for at sige, at alle mænd, selv de flinkeste af dem, dybest set er nogle gustne karle. Det er bare fordi, jeg har en mistanke om, at de mænd, der overskrider kvinders kropslige grænser, ikke altid er nogle andre. Nogle gange er det også mig. Tror jeg. Måske.
Jeg så lige, at der var en udstilling om voldtægt på Charlottenborg, Jeg blev voldtaget, hed den, ligesom det hashtag, der har kørt, efter Information skrev om kvinders oplevelser af voldtægt og overgreb, hænder op af låret i bussen, et klap i røven, #jegharoplevet, og det er ret vildt, hvad så mange kvinder har oplevet. Og jeg tænker: Hvem er de her mænd, der ikke kender grænserne, som ikke forstår, at en kvindes krop er hendes egen?