En krammer til Fetterlein

En anmeldelse af selvbiografien Fetterlein – Forført af livet.

Første gang jeg så Frederik Fetterlein var på en Q8-tankstation på Lolland. Det var vist i 1992 eller 1994, jeg har været 13-15 år gammel og var med familien på vej hjem i folkevognsrugbrødet fra bilferie i Holland eller Tyskland, den slags detaljer fortaber sig i tågerne. Oplevelsen af Frederik Fetterlein står til gengæld lysende klar. En rød Porsche drejede i høj fart ind fra hovedvejen, bremsede ved en stander og ud stod han: høj, slank, rank, med daggamle skægstubbe og det lækreste hår. Med sig havde han den smukkeste kvinde, man kunne forestille sig, bølgende lokker, lange ben, høje hæle og pels. Fetterlein tankede med et fraværende blik i øjnene, hun gik ind i butikken, tempoet var højt, de vekslede ikke et ord, og straks drønede de af sted igen. Fetterlein var videre. Jeg stod tilbage med åben mund og blottede togskinner. Det var som at blive strejfet af en brise fra et højere luftlag.